Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Gode fortællinger

Frivillige seniorer gør børnene glade

På Højen Skole er vi så heldige, at have mange seniorer, der kommer og laver frivilligt arbejde på skolen. De fleste fungerer som faste lektiehjælpere for et par børn, som de hver uge kommer og læser med og hjælper med deres lektier. Andre er fast med i en klasse, hvor de er med til de forskellige aktiviteter, som lærerne eller pædagogerne laver, og de tilbyder dermed de ekstra hænder, som det altid er dejligt at have flere af. Nogle kommer også, når vi har faguger, hvis vi fx arbejder med et tema, som de frivillige seniorer har en stor viden om.

For børnene på Højen Skole har det en stor betydning, at så mange seniorer, vil hjælpe os. Dem, som fast mødes med der deres lektiehjælper hver uge, de glæder sig til en time, hvor de kan sidde alene eller sammen med én anden elev og få hjælp og støtte.

 En elev har udtalt: ”Det er meget rart og godt at få hjælp. Det er dejligt, at man ikke er så mange, for så er der god tid til at få hjælp.”    

Heldigvis, er det ikke kun børnene, der får noget ud af det. 

Poul Hamborg, der har været frivillig på skolen i mange år fortæller: ”Det giver glæde og mening for mig at kunne hjælpe et barn. Dét er, så det risler ned at ryggen, når man ser, hvordan børnene kan lykkes, når man hjælper dem. Det er medgivende at komme på Højen Skole. Det er faktisk en gave”. Den oplevelse deler Søren Heelsberg: ”De to dage jeg kommer på Højen Skole om ugen er skønne. De mennesker jeg møder er dejlige. Det er både ledelsen, lærerne og ikke mindst børnene. Jeg elsker at kunne hjælpe børnene. Det, at de kan mærke, at jeg har tiden og lysten til at hjælpe dem, gør dem glade og trygge. Så det er en ”win-win situation” for både mig og dem. Højen Skole er en god skole.”

Flere af seniorerne fortæller, at de var i tvivl, om det ville være noget for dem, inden de startede.

Sonja Dandanell Nielsen fortæller: ”Da jeg startede med at være hjemme på efterløn, blev jeg spurgt af en, der var lektiehjælper på skolen, om det kunne være noget for mig med sådan en frivilligt ”job”. Jeg tænkte, at jeg kunne jo prøve, om jeg kunne leve op til dette. DET HAR JEG ALDRIG FORTRUDT. Jeg synes, at jeg nu igennem ca. 7 år har mødt SÅ dejlige elever.  Når det lykkes at få skabt et godt tillidsforhold imellem elev og mig, ja så kommer belønningen gang på gang. Jeg synes, at det er et livsbekræftende ”job” at have. Det er skønt at blive modtaget med smil.” Flere fortæller også, at de har meldt sig, fordi de har hørt, at andre seniorer var så glade for at hjælpe på skolen. Marita Kirketofte fortæller: ”Jeg meldte mig, fordi jeg havde hørt andre fortælle om, hvor dejligt det er, og fordi jeg altid har været glad for at være sammen med børn. Det giver et godt indhold i dagen. Det er dejligt at kunne bidrage med noget, og jeg lærer også en masse om, hvad der rører sig i børn i dag.”

Skolen er meget optaget af, at det skal være rart for de frivillige at komme på skolen og hjælpe. Derfor bruger vi en del tid på at klæde seniorerne på til opgaven. 

Lærer, Gitte Eyro, koordinerer alt med seniorerne, og der holdes hvert år et fælles møde seniorerne og Gitte, inden det nye skoleår starter. Marita Kirketofte fortæller om skolens måde at organisere arbejdet: ”Mødet ved skoleårets start, hvor man selv har indflydelse på, hvor meget og hvornår, man vil hjælpe, det fungerer rigtig godt. Lærerne er velforberedte og klæder en godt på, når man kommer og skal hjælpe en elev. De sørger altid for, at man ved, hvad man skal med børnene.” 

Sonja Dandanell Nielsen fortæller, at der også nogle gange kan være udfordringer, men her hjælper lærerne også, og Gitte er også i løbende dialog med seniorerne. Michael Bhutho beskriver meget fint, hvordan det selvfølgelig kræver noget af én, når man skal hjælpe eleverne: ”En frivillig indsats kræver naturligvis, at man er i overskud; men netop følelsen af at kunne give, i stedet for at være modtager, er med til at bevare følelsen af overskud.”

Skolen oplever også, at det giver noget særligt for børnene på skolen, at der kommer nogle voksne, der har en anden faglig baggrund, end lærerne og pædagogerne. Det giver børnene en anden forståelse for, hvordan livet er, men også hvordan det var, da seniorerne var børn. Vi ved også, at børnene sætter pris på den hjælp, som de får fra seniorerne, og det er noget, der har betydning for dem, også efter de ikke længere går på skolen. 

Sonja Dandanell Nielsen fortæller: ”Når jeg tilfældigt møder elever, som jeg tidligere har været sammen med på skolen, har jeg ofte oplevet stor gensynsglæde. Det bliver jeg SÅ glad i låget af.” 

Marita Kirketofte sætter ord på, at det frivillig arbejde også handler om en lyst til at give noget tilbage til lokalsamfundet: ”Jeg har to drenge, der har gået på skolen og været så glade for at gå på Højen Skole, så nu synes jeg, at jeg skal betale tilbage”, siger hun smilende.